ykort anno 1400

Benytter du mobiltelefon til at se denne side, så vil det være en fordel for dig at vende den vandret – så har du et bredere kort på din skærm.

Du kan her hente en PDF-version her af bykortet, med bygningernes navne og en kort beskrivelse.

Du kan få vist navnet for et punkt på kortet ved at pege på punktet med musen – klik for at få vist en beskrivelse af punktet.

 

eskrivelse af punkterne på kortet

Byvolden (1)

Byvolden blev anlagt i slutningen af 1140erne af Svend Grathe, der som konge over Sjælland og Skåne havde brug for at sikre sin vigtigste by i de kampe om magten, som foregik mellem ham og de to andre kongsemner Knud og Valdemar. Volden, der var 3,2 km lang, omkransede landets største byareal på 73 hektar. Såvel vold som voldgrav var ca. 10 m brede og 2-3 m høje henholdsvis dybe. På grund af det skrånende terræn var graven kun delvis vandfyldt. På den forholdsvis lave vold blev der opstillet en palisaderække. Volden forfaldt i slutningen af middelalderen, men i 1400 havde den stadig en funktion ved at adskille by fra land. På landet levede man af landbrug, og i byen havde man eneret på handel og delvis på håndværk. Det var derfor vigtigt at have en klar skillelinje. I 1800-tallet kunne man endnu ane byvolden nogle steder, men i dag er det kun gennem udgravninger, man kan finde sporene. Nord for ruinen af Skt. Hans Kirke på Provstejorden kan man se et meget lille stykke byvold.

Røde Port (2)

Røde Port markerede den vigtigste udfaldsvej fra byen. Det var vejen til Roskildebispens værdifulde besiddelse København. Navnet kendes allerede fra middelalderen, men der er aldrig fundet spor af porten. Byvoldens forløb kendes dog så godt, at der ikke er tvivl om, at den har ligget ved Hestetorvets østlige afslutning.

Domkirken (3)

Den nuværende teglstenskatedral havde to eller tre forgængere. Harald Blåtand byggede ca. 980 den trækirke, hvor han senere blev begravet, og biskop Svend Nordmand byggede en frådstenskirke omkring 1080. Hvad der skete i det mellemliggende tidsrum er uklart, men Knud den Stores søster Estrid var på en eller anden måde part i byggeriet af en stenkirke i Roskilde. Måske lod hun opføre en kirke omkring 1040, som så kun fik lov at stå i få år, eller måske støttede hendes store gave (en stor mængde gårde i det nordlige Skåne) Svend Nordmands kirkebyggeri. Det er også muligt, at det var den første kirke på Bjerget ved havnen, hun lod opføre. Det var sandsynligvis Absalon, der tog initiativet til at opføre den nuværende domkirke, og byggeriet kan da være startet omkring 1170. Det er først og fremmest Absalons fætter og efterfølger som biskop, Peder Sunesen, der har stået for byggeriet. Det gik langsomt i starten, og først i slutningen af 1200-tallet var kirken næsten færdig. Det nordre tårn manglede dog i endnu hundrede år, og først umiddelbart efter 1400 blev det færdigt. Ud over kapitelhuset mod sydøst, var der i 1400 kun bygget tre sidekapeller. Vor Frue kapel mod syd fra 1310 (nedlagt 1772), og mod nord Skt. Laurentius kapel fra 1384 (nedlagt 1613) og Skt. Andreas kapel fra 1395, der stadig eksisterer.

Sct. Budolfi kirke (4)

Ruinerne har været gravet fri flere gange sidst i 1999. Kirken er bygget af frådsten i første halvdel af 1100-tallet og afløste en trækirke. På mange måder har den lignet Skt. Laurentii kirke i den modsatte ende af Skomagergade. De havde begge profilerede sokler og lisener (flade halvsøjler) på apsis. Dele af kirken brændte i 1523, og på grund af reformationen blev den næppe sat i stand igen.

Sct. Nikolai kirke (5)

Der er aldrig fundet rester efter denne kirke, så den nøjagtige beliggenhed kendes ikke. I begyndelsen af 1900-tallet blev der fundet en del skeletter nord for Jernbanegade ved Kornerups Vænge, der formodes at stamme fra en pesttid, hvor en nedlagt kirkegård (Skt. Nikolai?) er blevet genanvendt.

Sct. Dionysii kirke (6)

Fundamentet og enkelte frådstenskvadre blev fundet i 1935. Omkring 1300 skete der omfattende ombygninger efter en brand. Kirken blev brudt ned kort tid efter reformationen.

Alle Helgens kirke (7)

Alle Helgens kirke blev fundet i 1944 – ja, der blev faktisk fundet to kirker. Den ældste var en rundkirke bygget af frådsten formentlig ca. 1110-20. Omkring 1200 blev rundkirken erstattet af en kirke med et mere normalt udseende, der blev nedlagt efter reformationen. Det vides ikke, hvornår den blev nedrevet.

Sct. Mikkels kirke (8)

Sct. Mikkels kirke fra begyndelsen af 1100-tallet er udgravet, men kun fundamentet er fundet, alt murværket var nedbrudt i 1575 og genanvendt til reparationer på domkirken. Forud lå der en trækirke på stedet.

Sct. Pauls kirke (9)

Sct. Pauls kirke er aldrig blevet fundet, men har sikkert ligget ved Algade op til Hestetorvet. Der har også eksisteret en Skt. Peders kirke, som formentlig har ligget uden for byvolden mod øst. Der er heller ikke fundet rester efter denne kirke, og det kan ikke udelukkes, at Skt. Peders og Skt. Pauls kirker er den samme. Det var ikke usædvanligt, at kirker blev indviet til både Peder og Paul, de vigtigste apostle.

Sct. Laurentii kirke (10)

Sct. Laurentii kirke er fra begyndelsen af 1100-tallet og er ligeså rigt udsmykket som Skt. Budolfi kirke med profilerede sokler og lisener på apsis. Desuden havde denne kirke det flotteste flisegulv, der kendes fra Danmarks middelalder. Gulvet kopierede marmorgulvene i italienske kirker med sorte og hvide brændte lerfliser. Teglbrænding kendes først i Danmark fra 1150, så fliserne må være importerede eller fremstillet af en indkaldt teglbrænder. Kirken under Stændertorvet blev udgravet i 1931, og i de næste 50 år kunne man besøge ruinen via en trappe fra torvet. Da fugt truede med at ødelægge kirken blev adgangen lukket, indtil man renoverede og genudgravede området i 1998. Først ved denne udgravning opdagede man, at kirken oprindelig havde haft et tvedelt tårn, som ca. 1500 blev erstattet af det tårn, der siden 1735 har fungeret som rådhustårn. Som en forsmag på reformationen blev kirken – bortset fra tårnet – raseret og nedrevet af rasende borgere i 1531.

Sct. Olai kirke (11)

Sct. Olai kirke blev udgravet i 1934. Det var en frådstenskirke fra ca. 1120 med et oprindeligt tårn, der sandsynligvis har været tvedelt. Kirken blev nedlagt ved reformationen, og Duebrødre hospital fik i slutningen af 1500-tallet lov til at hente materialer fra kirkeruinen.

Sct. Hans kirke (12)

Sct. Hans kirke blev udgravet i 1941, og dens grundrids blev markeret med små jordvolde, så man stadig kan se dens placering i Provstevænget. Den var bygget af frådsten formentlig i begyndelsen af 1100-tallet. Kirken overlevede reformationen i en del år. Den omtales endnu i 1569 men forsvinder derefter i løbet af de næste hundrede år.

Sct. Mortens kirke (13).

Der er aldrig fundet rester efter denne kirke, men det vides dog ret nøjagtigt, hvor den har ligget. Den blev vist nedbrudt i 1570.

Sct. Ibs kirke (14)

Sct. Ibs kirke, der er bygget af frådsten ca. 1100, afløste to tidligere trækirker. Kirken lå i området Vindeboder, hvor udenlandske (vendiske) købmænd allerede i 1000-tallet opholdt sig, når de handlede i byen. Den var i brug indtil omkring 1800 og blev derefter brugt som magasin og i 1808 som lazaret for de spanske soldater, der var indkvarteret i byen. I 1815 købte købmand Jacob Borch kirken, og han rev alt ned undtagen skibet og erstattede hvælvingerne med fladt tag. Kirken blev brugt som pakhus indtil 1884, hvor stiftet overtog ødekirken. Den blev sat i stand i 1922.

Sct. Jørgensbjerg kirke (15)

Den nuværende frådstenskirke er bygget omkring 1080 og er således sammen med Vor Frue kirke en af landets ældste. Men forud var der på stedet en halvt så stor kirke ligeledes bygget af frådsten ca. 1035. Det kan være denne kirke og ikke en forgænger til domkirken, som Estrid – Knud den Stores søster og Svend Estridsens mor – byggede i Roskilde. Kvadrene herfra blev brugt i den nye kirke, og den nu tilmurede nordportal stammer fra den første kirke, og er hermed Danmarks ældste stykke stenbygning. Oprindelig var kirken indviet til Skt. Clemens, de søfarendes skytshelgen, men da Skt. Jørgenshospitalet blev bygget ved siden af kirken, tog kirken – og landsbyen – navn efter de spedalskes skytshelgen.

Vor Frue kirke (16)

Vor Frue kirke blev opført som en treskibet kirke i frådsten af biskop Svend Normand ca. 1080 og er således sammen med Skt. Jørgensbjerg kirke en af landets ældste. Forinden havde der sikkert ligget en trækirke på stedet. Den kom til at danne nordsiden i det nonnekloster, der blev opført hen ved hundrede år senere, og fortsatte med at være sognekirke i modsætning til de andre klosterkirker. Kirken blev forlænget to gange til i alt 29 m, men efter reformationen (i 1599) blev den østlige halvdel revet ned til den længde, kirken har i dag. Den er blevet ombygget flere gange efter middelalderen, men midtskibet og det nordlige skib er oprindelige.

Vor Frue nonnekloster (16)

Da biskop Vilhelm døde, krænkede tre præster biskop Assers gravfred for at skaffe plads til Vilhelm i Assers grav. Kort efter døde to af præsterne, og den tredje, provst Isak, forsøgte at afværge Guds straf ved i 1158 at indstifte et benediktinerkloster i forbindelse med Vor Frue kirke. Klosterets fremtid blev yderligere sikret, da liget af Absalons slægtning, den hellige Margrethe af Højelse (nær Køge) blev overført til Vor Frue kirke. Margrethe var blevet dræbt af sin mand, der kamuflerede drabet som selvmord. Hun blev derfor begravet i uindviet jord, men der viste sig underlige tegn ved graven, og bedrageriet blev afsløret. Margrethe fik helgenry, og 1177 blev liget overført til Roskilde og gravsat af Absalon, som samtidig skænkede store gaver til klosteret, som blev overført til cistercienserordenen. Pilgrimme valfartede til graven og ofrede pengegaver, der sammen med testamentariske gaver til klosteret gjorde det rigt. Endnu i 1850 opsøgtes Margrethes grav af syge i håb om helbredelse. Klosteret overlevede en tid efter reformationen, men omkring 1565 var der ikke flere nonner tilbage. Det vides ikke, hvornår klosteret blev nedrevet.

Gråbrødre munkekloster (17)

Gråbrødre munkekloster blev grundlagt af franciskanerne i 1237, og da grevinde Ingerd af Regenstein fra Hvideslægten skænkede munkene en gård i byen, kunne klosteret finde plads inden for byvolden. Klosteret blev nedlagt ved reformationen, og bygninger og jord overgik til en fynsk adelsmand. Klosterets kirke og kirkegården blev dog bevaret som sognekirke for byens seks østlige sogne. I 1625 blev hovedparten af kirken nedbrudt, og kun et begravelseskapel var i funktion i endnu hundrede år. Det forfaldt herefter, og i 1832 forsvandt de sidste ruiner, og der blev rejst et kors på stedet. I 1855 blev der bygget et nyt begravelseskapel, og kirkegården har været i brug i mere end 750 år.

Sortebrødre munkekloster (18)

Sortebrødre munkekloster blev opført kort efter, at dominikanerne kom til Roskilde i 1231. Efter reformationen overtog kronen klosteret, og i 1557 fik byfogeden ordre til at nedrive bygningerne. Derefter opførtes hovedbygningen til en lille herregård – Sortebrødregård. Denne bygning eksisterer stadig og er den gamle hovedbygning i det adelige jomfrukloster, der nu har navnet Roskilde Kloster. I 1699 ejede to adelsdamer, Margrethe Ulfeld og Berte Skeel, godset, og de oprettede heraf jomfrukloster for døtre af danske adelsmænd og af de højeste embedsmænd. Dette “protestantiske” kloster skulle overtage en af de funktioner, som de katolske nonneklostre havde haft – tilflugtssted og forsøgelsesanstalt for adelige damer, som ikke var blevet gift.

Sct. Agnes nonnekloster (19)

Sct. Agnes nonnekloster, der tilhørte dominikanerordenen, blev stiftet 1263 af Erik Plovpennings 14 årige datter Agnes, hvis arv blev brugt til formålet. Et par år efter aflagde hendes ældre søster Jutta også klosterløfte og overdrog sin arv til klosteret. Efter 5-6 år viste det sig, at Jutta “ikke havde klosterkød”, og begge piger stak af og tog deres arv tilbage. Det betød næsten ruin for klosteret, og man fik pigerne lyst i band. Prinsesserne tog til deres søster, der var gift med den svenske konge, og han tog så kærligt imod dem, at Jutta blev gravid. Stor skandale og forstærket bandlysning uden virkning. Klosteret fik dog senere hovedparten af det mistede gods tilbage ved kongens hjælp, og det ejede store godsmængder ved reformationen, som kronen bortforlenede. Det meste af klosteret blev nedrevet i 1580erne, og den sidste del – et lille stråtækt hus – brændte i 1825. Man er ofte stødt på grundrester og skeletter i området.

Sct. Clara nonnekloster (20)

Sct. Clara nonnekloster blev stiftet af franciskanerne i 1256 på grundlag af store gaver fra grevinde Ingerd af Regenstein. Klosteret var stort – 40 nonner – og populært og modtog mange gaver. Da klosteret ved reformationen blev nedlagt, var det meget rigt, og Københavns universitet fik det meste af godset. Den 600 tdr. land store Flengmark lige vest for Roskilde blev delt mellem universitetet, Duebrødre hospital, Katedralskolen og domkirken. Indtil for få år siden stoppede denne mark Roskildes vækst mod vest. Klosteret blev nedrevet i 1579 og stenene genanvendt ved opførelsen af herregården Selsø i Horns Herred. De sidste fundamentrester blev opbrudt i 1843, og senere er der kun fundet murbrokker i jorden.

Duebrødre hospital (21)

Duebrødre hospital eksisterede i 1429 – men er sikkert fra 1300-tallet – og lå da vest for byen. I 1918 fandt man bl.a. hospitalskirkens fundament og en kælder. Da Helligåndshuset og Skt. Jørgensgården blev nedlagt i 1569, blev deres midler overført til Duebrødre hospital, som derefter skulle sørge for underhold til en lærer og 23 disciple ved Katedralskolen. Omkring 1640 blev hospitalet flyttet ind til byen på domkirkepladsen. I 1969 henholdsvis 1973 blev Søren Olsens hospital (fra 1592) og Meyercrones stiftelse (fra 1739) tilsluttet Duebrødre stiftelsen, som i dag råder over ca. 100 boliger fordelt i flere bygninger i byen.

Helligåndshuset (22)

Det første Helligåndshus fra første halvdel af 1200-tallet lå lidt vest for byen – stedet kendes ikke. I 1253 blev hospitalet flyttet ind til byen tæt ved domkirken. Det var biskop Jacob Erlandsen, der skænkede de midler, der muliggjorde flytningen. Helligåndshuset skulle huse 12 syge og fattige og desuden sørge for kost og logi til 12 disciple fra Katedralskolen. Nødlidende rejsende kunne få kost og logi for en nat. Stiftelsen skulle også betale for to års studier i udlandet, når to disciple fandtes egnede. Det blev nedlagt i 1569, og dets midler overført til Duebrødre hospital.

Sct. Jørgensgården (23)

Det eneste middel, man havde i middelalderen mod den uhelbredelige spedalskhed, var isolation. Derfor oprettedes hospitaler lidt uden for byerne, hvor de smittede kunne – og senere skulle – opholde sig. Roskildes hospital for spedalske lå nord for Skt. Clemens kirke på “Bjerget” ved havnen. De spedalskes skytshelgen Skt. Jørgen gav efterhånden navn til både kirken og havnebyen. Hospitalet eksisterede før 1211 og måske allerede 1130, hvor bisp Peder gav gods til oprettelse af et munkesamfund ved Skt. Clemens kirke. Der blev ikke noget kloster ud af gaven, men den er muligvis i stedet blevet brugt til hospitalet. Skt. Jørgensgården blev nedlagt samtidig med Helligåndshuset i 1569, og alle dets midler overdraget Duebrødre hospital. Spedalskheden var på det tidspunkt nogenlunde udryddet i Danmark.

Kongsgården (24)

Kongsgården blev revet ned kort efter 1400, og pladsen blev brugt som byens affaldsplads indtil 1455, hvor kongen forærede grunden til et af domkirken altre. Det er aldrig lykkedes at finde spor efter kongsgården, så man har ingen viden om, hvordan den så ud. Men placeringen lige vest for domkirken er omtalt såvel i gavebrevet fra 1455 som i Saxos beretning om blodgildet i Roskilde i 1157.

Bispegården (25)

Bispegården er formentlig opført i første halvdel af 1100-tallet. Hovedbygningen lå mod vest nærmest domkirken, men der var desuden en række bygninger på området for at rumme den store stab af medarbejdere, som biskoppen havde. Den såkaldte Absalonsbue forbandt hovedbygningen med domkirken. Den er bygget af frådsten omkring 1200 af Absalons efterfølger Peder Sunesen og eksisterer stadig. Efter reformationen, hvor biskoppen over Sjælland blev flyttet til København blev bispegården hjemsted for lensmanden over Roskilde len (det gamle bispegods omkring byen med Bistrup (det nuværende Skt. Hans) som det største gods, men med hele landsbyer som f.eks. Himmelev under sig. Bygningerne gik langsomt i forfald, og i 1733 blev bispegården revet ned og erstattet af Palæet.

Rådhuset (26)

Rådhuset omtales i Roskildes stadsret fra 1268, men det har på det tidspunkt nok kun været institutionen – ikke en bygning – der blev henvist til. Det middelalderlige rådhus, som brændte i 1731, var sikkert fra 1300-tallet. Dets udseende kendes i store træk fra et billede i Resens atlas fra 1677. Heraf fremgår, at den toetagers bygning havde et galleri, som blev båret af tre søjler, så man kunne gå under galleriet.

Katedralskolen (27)

Katedralskolen eksisterede i hvert fald i 1150 og havde oprindelig til huse i det kloster, som lå nord for og i forbindelse med den tidligere domkirke. Da klosteret blev revet ned omkring 1200, fik skolen sin egen bygning, der udgjorde en del af muren omkring domkirken. I 1845 blev denne bygning revet ned, men det hjørne af domkirkepladsen, hvor den lå, hedder stadig Skolegade. Der blev bygget en ny katedralskole ud mod domkirkepladsen med syd (i dag Roskilde Gymnasium: Katedralskolen er flyttet uden for bykernen på Holbækvej).

Galgen (28)

Galgen lå i 1700-tallet syd for byen, højtliggende og tæt ved den vigtige sydgående vej. Det er vel sandsynligt, at den lå det samme sted i middelalderen, men det vides ikke. Da Roskildes skarpretter Ingermann døde i 1804, fik hans enke lov til at overtage virksomheden. Hun skulle dog ikke selv udøve erhvervet men i de enkelte tilfælde betale Københavns skarpretter for at træde til. Efter enkens død i 1812 blev der ikke ansat flere skarprettere i Roskilde. Galgen her var købstadens galge. På Frederiksborgvej inden Himmelev lå herredets galgebakke.

Hestetorvet (29)

Hestetorvet er fra middelalderen, og udgravningerne i 1994 tyder på, at pladsen allerede fra 1150, da byvolden blev anlagt, har været anvendt til handel. Det har antagelig været et af landets ældste husdyrmarkeder.

Kilderne

Få steder har så mange og kraftige kilder som Roskilde. For 200 år siden fandtes mindst 24, hvoraf 11 har været fuldt virksomme indtil for hundrede år siden, hvor vandindvindingen gradvist sænkede grundvandet, så næsten alle kilder udtørrede. Men i de senere år er mange igen kommet til live. I 1832 blev kildernes vandmængde målt, og de tre kraftigste var Maglekilde med 82.000 l/time, Klosterkilden med 12.000 l/time og Højbrøndskilde med 8.000 l/time. Kilderne gav byen drikke- og husholdningsvand af høj kvalitet og samtidig en værdifuld vandkraft. De fleste kilder udspringer ca. 30 m over havet, og da afløbet til havet er kort, var der mulighed for en meget intensiv vandmølledrift. Kilderne samler sig om to afløb: Et vestligt med Maglekilde som den vigtigste kilde og et østligt med Klosterkilden som den vigtigste.

Hellig kors kilde (30)

Kilden var en af byens kendte, som blev anset for at have helbredende virkning. Da Frederik 4. i 1729 blev syg, og lægerne ikke kunne helbrede ham, fandt de på at hente vand fra Hellig Kors kilde for at se, om det kunne hjælpe kongen. Kongen blev rask, og hoffet hentede derefter vand flere gange om ugen fra kilden. Denne vandtransport fortsatte i omkring 100 år, og en mand var ansat til at holde opsyn med kilden. Skt. Hans aften samledes ungdommen endnu i midten af 1800-tallet ved Hellig Kors kilde, hvor der var musik og dans og blev drukket mere øl og brændevin end kildevand. I 1880 fik Roskilde sit første vandværk, som blev placeret i nærheden af Hellig Kors kilde. Få år efter tørrede kilden ud, og i 1906 blev der opsat et monument i frådsten tegnet af Jacob Kornerup. Det findes stadig på Helligkorsvej.

Blegdamskilde (31)

Blegdamskilde var i flere hundrede år et af byens yndede vaskesteder. Efter vask og skylning blev tøjet bredt ud på græsset for at tørre og for at blive bleget af solen. Vandværket, der i 1880 blev anlagt ved Hellig Kors kilde, tog også kraften fra Blegdamskilden, og omkring 1910-20 tørrede kilden helt ud. I dag er der ingen spor efter kilden.

Højbrønd kilde (32)

En af byen vandrigeste kilder, som indtil 1. Verdenskrig blev brugt til storvask. Men allerede i 1886 var der blevet lagt en vandledning fra kilden til det seks år ældre vandværk ved Hellig Kors kilde, og herved mistede kilden hovedparten af sit vand. I 1943 blev kilden helt sløjfet til fordel for en vendeplads.

Maglekilde (33)

Maglekilde har altid været den vandrigeste i Roskilde, og selvom den er blevet mindre, giver den stadig 15.000 l/time. De store vandmængder indeholdt meget opløst kalk, der afsattes omkring kildens udløb. Kildekalken (kaldes også frådsten) er blød og let at bearbejde, så længe luften ikke har iltet den. Aflejringerne var flere meter tykke og et oplagt bygningsmateriale, før man havde teglsten. I 1000- og 1100-tallet blev der bygget mange kirker i Roskilde og omegn af kildekalken. Da brydningen af kildekalk ophørte, var der dannet en stor sø, der kom til at fungere som mølledam, indtil den i 1846 blev fyldt op. Der skulle bygges en vandkuranstalt på stedet, og i 1849 rejstes en træbeklædt bygning i tre fløje med tilhørende park og et ottekantet kildehus over kilden. Fra kildehuset løb vandet i en underjordisk rende til et kildested ved Maglekildevej. Her strømmede vandet ud i en grotte gennem Neptuns mund. Kurstedet blev nedlagt allerede efter to år, og bygningen havde en omskiftende tilværelse indtil den i 1972 blev nedrevet, og grunden omdannet til parkeringsplads. Kildehuset forsvandt tidligt, og i 1927 opførtes et mindre sekskantet hus, som er bevaret.

Klosterkilden (34)

Dette var den betydeligste kilde i den østlige kilderække. Skønt væsentlig mindre end Maglekilde har Klosterkilden haft et betragteligt omfang. Kilden var i flere hundrede år omgivet af en lille skyggefuld lund, og midt i 1800-tallet, hvor der blev drevet gartneri omkring kilden, var stedet et yndet udflugtssted. Mange lysthuse og bænke fandtes i gartnerens have, og her blev der serveret kaffe, the og punch. I en periode var der musik hver torsdag ved stadsmusikanten. I 1903 blev området købt af franske munke, og Skt. Maria hospital blev opført på grunden. Den offentlige adgang til kilden blev herefter lukket. I 1950erne tørrede kilden ud, men den begyndte igen at løbe i 1970erne. Efter hospitalets nedlæggelse i 1991 er der igen adgang til området.

Vandmøllerne

De mange møller var en vigtig drivkraft for byen. 10 vandmøller udnyttede vandkraften. De 4 lå i en østlig række hovedsageligt drevet af Klosterkilden, mens Maglekilde var den vigtigste for den vestlige række på 5 møller. Vandhulsmøllen lå for sig selv lidt vestligere. Det vides ikke, hvornår mølleriet startede, men da underfaldsmøllerne afløste skvatmøllerne omkring 1100, var der utvivlsomt vandmøller i Roskilde. Vandløbenes kraftige fald, ca. 30 m over et afløb på 1 km, gjorde det – trods møllernes tætte placering – muligt at udnytte de mere effektive overfaldsmøller, da de blev taget i brug omkring 1600. Endnu i 1900 var der adskillige møllehjul i brug, men i 1922 forsvandt det sidste – det var hjulet ved Rimors mølle.

Vandhulsmøllen (35)

Vandhulsmøllen blev nedlagt omkring 1750, fordi ejeren ønskede at anlægge en hestemølle. Til gengæld skulle han nedlægge vandmøllen. Det vides ikke, hvornår mølledammen forsvandt.

Kapelsmøllen (36)

Kapelsmøllen har utvivlsomt tilhørt et af domkirkens kapeller i middelalderen. I 1905 blev mølledammen fyldt op. Møllen blev solgt til Fællesbageriet og brændte kort efter.

Sct. Clara mølle (37)

Skt. Clara Kloster købte møllen ca. 1260, og efter reformationen gik den over til Københavns Universitet. Hård konkurrence mellem de mange møller var sikkert årsag til, at mølleren i 1831 startede en beskeden papirproduktion. Nye ejere kom til, og i 1871 blev kornmølleriet helt opgivet, og bygningen nedrevet. En treetagers bygning blev opført og med en dampmaskine som supplement til vandkraften blev produktionen kraftigt forøget. I 1914 blev vandkraften helt opgivet, og møllehjulet fjernet. Fabrikken blev nedlagt omkring 1960.

Strandmøllen (38)

Det er muligvis denne mølle “nær ved havet”, som biskop Jacob Erlandsen skænkede til Helligåndshuset. Det er første gang, Roskildes vandmøller omtales. Samtidig er Strandmøllen den, der længst fungerede som mølleri. Kommunen købte den i 1908 og forpagtede den ud, indtil den i 1916 blev nedlagt som mølleri.

Maglekilde mølle (39)

Maglekilde mølle tilhørte domkirken, indtil den i 1731 kom i privateje efter en brand. En ny møllebygning blev opført, og en mindre papirproduktion indledtes. I 1811 blev der oprettet et bomuldsspinderi. Vandkraften blev suppleret med en dampmaskine, og beskæftigelsen toppede i 1820erne, hvor godt 100 arbejdede på fabrikken eller som kludesamlere til papirproduktionen. Spinderiet blev likvideret i 1830erne, og bygningerne nedrevet i 1846, da vandkuranstalten skulle bygges. Kuranstalten var en fiasko og måtte lukke efter få års drift. I 1867 blev en del af bygningen indrettet til maskinværksted, hvor vandkraften blev udnyttet indtil 1896, hvor værkstedet blev flyttet.

Rimors mølle (40)

Rimors mølle tilhørte indtil reformationen Sortebrødre kloster og kom derefter på private hænder. I begyndelsen af 1800-tallet blev den papirmølle, men efter en brand i 1847 blev der indrettet spinderi og væveri i de nyopførte bygninger. Få år efter var der igen brand, og den nuværende bygning er fra 1853. I slutningen af århundredet gik virksomheden godt. Vandkraften slog ikke til, og hestekraft, damp og elektricitet blev taget i brug. Da det gamle vandhjul i 1922 var nedslidt, blev det derfor ikke fornyet, og byens sidste møllehjul forsvandt. Mølledammen blev gradvist opfyldt, og i 1965 forsvandt også det sidste spor af byens sidste mølledam.

Kobbermøllen (41)

Kobbermøllen blev ombygget i 1830erne og fik ekstra vandtilførsel fra Roars kilde.

Sct. Sigfreds mølle (42)

Denne mølle blev nedlagt allerede i begyndelsen af 1800-tallet. Navnet skyldes muligvis, at den oprindelig tilhørte Sct. Sigfreds kapel i domkirkens nordre tårn.

Lidt ordforklaringer

Frådsten er en porøs kalksten, som er dannet ved kilder med et højt indhold af “bikarbonat” eller Ca(HCO3)2. Når vandet kommer op i fri luft, damper CO2 væk og tilbage bliver vand og kalk (når det samme sker ved kogning af postevand, kaldes kalkaflejringen for kedelsten). Det er uopløseligt og aflejres som frådsten. I frisk og våd tilstand er stenen let at forarbejde, men når den bliver tør, er den hård og vejrbestandig. Den er anvendt til byggemateriale i nogle af de ældste Kirker; i Danmark findes den især i Østjylland (for eksempel Vor Frue Kirke i Århus) og omkring Roskilde Fjord. Omkring Elverdammen ved Roskilde findes kalkstensaflejringerne også som søaflejringer (søkalk). Frådsten blev også brugt til fremstilling af mørtel.