For en uge siden var Minibyen udsat for omfattende ødelæggelser. Det er nu sket 10-12 gange i løbet af de godt to år, byen har været tilgængelig. Der er sket politianmeldelse fire gange, men desværre ser det ikke ud til, at ødelæggelserne ophører.
Minibyens Venner har derfor meddelt ejeren (Roskilde kommune), at man kun vil fortsætte med vedligeholdelsen, hvis byen kan sikres mod yderligere hærværk. Det er dog ikke nogen helt enkel sag på grund af ret stramme bygningsregler for området. Hvis kommunen kan anvise en løsning på problemet, vil foreningen forsøge at rejse penge til sikringen. Lykkes det, vil Minibyens Venner restaurere eller genskabe de ødelagte og stjålne bygninger.
Alt i alt er det en proces, som vil tage lang tid, så sommerens besøgende må nøjes med en meget skamferet Miniby.