m Minibyen
I 1996 opstod tanken om at forære Roskilde en model af byens middelalderlige udseende ved byens 1000-års jubilæum to år senere. Kommunen takkede for tilbuddet, og da Nordea tilbød at sponsere, oprettede FOF et aftenskolekursus for at få projektet i faste rammer. Efter et par orienteringsmøder startede byggeriet i begyndelsen af 1997 under ledelse af malermester Erik Nielsen. Det eneste der lå fast ved starten var, at modellen skulle være i skala 1:200 og fylde 6 gange 8 meter.
Da modellen skulle være flytbar, bestemte kursisterne sig for at løse opgaven ved at opdele modellen i 60 moduler, som blev støbt i beton. Det første år foregik arbejdet på Base 4000, hvor et stort lokale blev stillet til rådighed. Støbningen af modulerne tog en del tid, fordi overfladen skulle formes nøjagtigt efter byens terræn og tilpasses de tilstødende moduler – og så vejede de op til 200 kg stykket. Som regel blev der støbt to moduler på en aften. Samtidig var andre deltagere begyndt at lave træmodeller af alle byens bygninger. Over hver træmodel blev der støbt en gummimatrice. De færdige bygninger kunne så støbes af plastikpadding i gummimatricerne. Til slut blev bygningerne grundet og malet to gange.
Efter et år på Base 4000 måtte arbejdet desværre flyttes, kort før støbningen af modulerne var færdig. Unicon kunne heldigvis stille en hal til rådighed, men også her blev det efter et par måneder nødvendigt at flytte til en anden hal. Disse flytninger sinkede arbejdet, og i efteråret 1998 stod det klart, at Minibyen ikke kunne blive færdig i jubilæumsåret. I foråret 1999 blev landskabet malet på modulerne og de mere end 900 bygninger og træer fastgjort, hvorefter Minibyen kunne afleveres til Roskilde kommune den 15. maj 1999.
Dengang kommunen sagde ja tak til at modtage gaven, havde man måske ikke helt overvejet, hvor meget modellen ville fylde. I hvert fald viste det sig vanskeligt at finde et sted, hvor Minibyen kunne opstilles. Mange steder blev foreslået, men der gik næsten seks år, inden pladsen tæt ved havnen blev godkendt. Takket være mange lokale firmaers bidrag lykkedes det på kort tid at få fundament og rammer i orden, så Minibyen kunne indvies den 14. maj 2005.
Det har ikke været muligt at fremstille en egentlig model af byen, dertil er alt for mange forhold ukendte. Men forhåbentlig giver Minibyen et indtryk af byens omfang og af de gejstlige institutioners dominerende plads i bybilledet, da Roskilde som hovedby i landets rigeste bispedømme havde sin glanstid i middelalderen.